Film optaget i Island

Film optaget i Island

Sorte sandstrande, øde vulkanlandskaber, imponerende vandfald, betagende gletsjere og sne i massevis. Islands spektakulære og kontrastfulde natur gør landet til den perfekte filmlokation, og Hollywood har tilsyneladende fået øjnene op for det. Derfor har vi samlet et udsnit af film og serier med scener optaget i Island, så I har mulighed for at besøge filmlokationerne på jeres næste rejse til Island.

Interstellar (2014) – Svínafellsjökull-gletsjeren og Máfabót

Rumfilmen Interstellar var en af de bedst sælgende film i 2014 og vandt bl.a. en Oscar-statuette. Mon ikke folkene bag filmen har sendt en kærlig tanke til Island, hvor flere af filmens scener er optaget.

Instruktøren Christopher Nolan valgte nemlig Svínafellsjökull-gletsjeren og lavlandsområdet Máfabót til at repræsentere to forskellige planeter i filmen, hvilket er en vidnesbyrd om Islands varierede landskab.

Mange af vores ture lægger vejen forbi Svinafellsjökull-gletsjeren. Hvis I kunne tænkte jer en vandretur op på gletsjeren for at genopleve landskabet fra Interstellar, kan I kontakte os for at høre om mulighederne.

Game of Thrones

Fans af den ultrapopulære tv-serie valfarter allerede til de mange forskellige slotte og byer verden over, hvor scener fra serien er optaget. De færreste ved dog, at en betydelig del af Game of Thrones er optaget i Island. Islandske landskaber repræsenterer serien igennem ’The Land Beyond The Wall’, hvor Jon Snow og co. kæmper mod de hvide vandrere.

Hvis I går med en drøm om at træde ind i Game of Thrones-universet, når I rejser til Island, kan I lægge vejen forbi Vatnajökull Nationalpark, Grjótagjá-grotten, Dimmuborgir, Thingvellir Nationalpark og Kirkjufell-bjerget, som alle har ageret kulisse i serien. De mest trofaste fans vil nok kunne genkende Kirkjufell-bjerget fra seriens 6. og 7. sæson, hvor det kaldes Arrowhead Mountain og omtales som fødestedet for de hvide vandrere.

Vores 10 dages kør-selv rundtur er ideel for fans af Game of Thrones, da rejseplanen følger Ringvejen og leder forbi samtlige af de ovennævnte filmlokationer.

James Bond – A View to a Kill (1985) og Die Another Day (2002) – Jökulsárlón-gletsjerlagune

Hvem går ikke med en lille drøm om at gå i fodsporene på selveste Agent 007? Når I rejser til Island får I netop den mulighed. Den legendariske biljagt henover det frosne hav i Die Another Day (2002) er optaget i Jökulsárlóns-gletsjerlagune. Andre scener fra filmene er optaget i henholdsvis byen Höfn og Vatnajökull-gletsjeren.

Hvis tanken om at gå i fodsporene på Roger Moore og Pierce Brosnan lyder tiltalende, kan I med fordel vælge vores tur Isgrotter og gletsjer lagune i Sydisland, der leder jer forbi flere af filmlokationerne fra de berømte James Bond-film.

Star Wars – Hele island

Island er kendt for sine golde og udenjordiske landskaber, der leder tankerne hen på fjerne planeter. Derfor er det ikke så mærkeligt, at adskillige scener fra Star Wars-filmene, hvor størstedelen af handlingen foregår på fjerne planeter, er blevet optaget på netop Island.

Star Wars fans har blandt andet mulighed for at besøge planeten ”Hoth” ved Svínafellsjökull-gjletsjeren i Skaftafell Naturreservat, hvor visse scener fra den fiktive planet er optaget. Scener fra andre fiktive planeter er optaget omkring bjergene Hjörleifshöfdi og Hafursey ved Mýrdalssandur.

Sidst men ikke mindst er nogle scener optaget i områderne omkring Mývatn og Vití-søen. Uanset om man er fan af Star Wars eller ej, er området omkring Mývatn-søen bestemt et besøg værd. Her kan I opleve fascinerende vulkanlandskaber og mystiske lavaformationer. Området har et mærkværdigt udenjordisk udtryk, og man kan sagtens forstå, at instruktørerne bag Star Wars har udset sig Mývatn til at repræsentere en fjerntliggende planet.

Hvis I altid har drømt om at træde ind i Star Wars-universet og være Jedi for en dag, kan I f.eks. vælge vores 10 dages kør-selv rundtur, der leder jer forbi samtlige ovennævnte filmlokationer.

Prometheus (2012) – Hekla-vulkanen og Dettifoss-vandfaldet

Ridley Scott er kendt for sine storslåede filmiske mesterværker. Derfor er det ikke overraskende, at han valgte at optage flere scener af hans stort anlagte fremtidsfilm, Prometheus, i Island. Filmens åbningsscene er optaget ved Europas kraftigste vandfald, Dettifoss, og landskabet rundt om Hekla-vulkanen repræsenterer i filmen en fremmed verden.

Fans af Prometheus kan f.eks. vælge vores tur Island rundt i Sports camper og overnatte på en campingplads i nærheden af Dettifoss-vandfaldet. Her kan I komme helt tæt på naturen, og genopleve filmens åbningsscene på kanten af det berømte vandfald.

Arctic (2018) – fellsendavatn, NesjavEllir & Bláfjoll

Danske Mads Mikkelsen spiller hovedrollen i denne barske overlevelsesfilm, hvor et fly styrter ned i et arktisk område. Herefter følger vi hovedrollens indædte kamp for at overleve i det ekstreme klima og finde vej tilbage til civilisationen. Arctic skriver sig på den efterhånden lange liste over film optaget i Island, da instruktøren har valgt Island til at repræsentere filmens arktiske landskab, og man forstår hurtigt hvorfor. Scenerne er fantastisk flotte og det islandske landskab viser sig både fra sin smukkeste og mest frygtindgydende side undervejs.

Scenerne er optaget i Fellsendavatn i det sydlige centrale højland ca. 100 km fra Reykjavik og i de bjergrige områder Nesjavellir og Bláfjoll, der ligger lige uden for Reykjavík. Da filmlokationerne alle ligger i nærheden af Reykjavík, er der mere eller mindre frit slag blandt vores ture, hvis I ønsker at se de flotte landskaber fra filmen med egne øjne.

The Secret life of Walter Mitty (2013) – Snæfellsnes og Seydisfjördur

Walter Mitty lever et meget ordinært liv som fotoredaktør på et magasin, og hans tilværelse krydres kun af hans tilbagevendende dagdrømmerier, som er fuld af oplevelser og romantik. En dag bliver dagdrømmerierne til virkelighed, da han tvinges ud på et storslået eventyr for at beholde sit job. I den forbindelse udspiller en betydelig del af handlingen sig i Island, hvor man følger Walter Mittys færden gennem det storslåede islandske landskab.

Undervejs besøger han blandt andet en række steder og byer på Snæfellsnes-halvøen, herunder Grundarfjördur og Stykkishólmur. Den mest berømte scene fra filmen er nok, hvor Walter Mitty står på skateboard gennem en smuk grøn dal. Denne dal ligger i nærheden af byen Seydisfjördur i det østlige Island.

Hvis I kunne tænke jer at opleve de forskellige filmlokationer fra The Secret Life of Walter Mitty, så anbefaler vi at følge Ringvejen, eksempelvis med vores 10 dages kør-selv rundtur, hvor I nemt og hurtigt kan lave afstikkere til Snæfellsnes og Seydisfjördur.

Fanget – en morder iblandt os – Siglufjördur (Akureyri)

Denne populære islandske serie er bl.a. blevet vist på DR og tager udgangspunkt i den lille havneby Siglufjördur i det nordlige Island. Handlingen trækker tråde til Danmark, da et parteret lig bliver fundet i havnen samtidig med, at en færge fra Hirtshals lægger til i byen.

Serien udspiller sig som sagt i Siglufjördur i det nordlige Island, ikke langt fra storbyen Akureyri. Hvis I har fulgt med i serien, er det derfor oplagt at svinge en tur forbi Siglufjördur, hvis I alligevel følger en af vores rejseplaner, der lægger vejen forbi Akureyri og det nordlige Island.

Del nu: