22 jan Thorrablot – autentisk islandsk mad
Spanien har paella, Tyskland har currywurst og Italien har pizza. Nogle påstår, at maden siger mere om et lands kultur end noget andet. Men hvad kendetegner egentlig islandsk mad, og er det overhovedet værd at prøve? I øjeblikket fejres Thorrablot i Island, og det giver jer en unik mulighed for at komme helt tæt på den islandske madkultur.
Thorrablot er en fejring af midvinteren, der har fundet sted i Island i mere end 1.000 år. Inden kristendommen gjorde sit indtog i Island, var ofringer til de hedenske guder en vigtig del af højtiden. Siden da er de hedenske ritualer heldigvis blevet afskaffet, og i dag er Thorrablot hovedsagligt en social madfestival, hvor man spiser traditionel mad og hylder den islandske kultur.
Madfestivalen med traditionel islandsk mad starter den første fredag efter den 19. januar, som er vinterens 13. uge, og fortsætter frem til midten af februar hvert år.
Er man på Island i denne periode, er der endnu større chance for at smage nogle af de traditionelle islandske retter, som i folkemunde går under betegnelsen Torramatur. Retterne stammer fra dengang fryseren ikke var opfundet, og hvor der var mangel på salt til at konservere maden. Torramatur-retter er derfor ofte konserveret ved fermentering eller ved rygning.
Kogt fårehoved på menuen
Selvom det islandske køkken kan virke en anelse rustikt, kan det varmt anbefales at prøve nogle af de traditionelle retter – især når man er på Island under Thorrablot, hvor udvalget er enormt bredt. Det er ikke sikkert, at I vil synes lige godt om alle retterne, men om ikke andet får I endnu en sjov og mindeværdig oplevelse med hjem.
Herunder kan I blive klogere på nogle af de klassiske retter, som er særligt populære under Thorrablot.
Svið
Svið er en traditionel islandsk ret, der består af et halvt fårehoved, som får brændt hårene af, hvorefter det koges, efter hjernen er blevet fjernet. Svið stammer fra dengang, hvor maden på Island var sparsom, og man derfor ikke kunne lade noget af dyret gå til spilde. På trods af rettens noget morbide udseende er der faktisk tale om en ganske velsmagende ret, som I ikke skal være bange for at smage.
Svið kan være svær at støve op på restauranter og spisesteder, men nydes stadig i mange islandske hjem – særligt under Thorrablot fra midten af januar til midten af februar. Derfor har I bedst chancer for at smage denne berømte ret, hvis I rejser til Island under Thorrablot.
Svið Svið
Hákarl
Hákarl er en traditionel islandsk ret, der består af hajkød, som først fermenteres og derefter hænges til tørre i 5 måneder. Retten har en kraftig lugt af ammoniak, men smager faktisk ikke så kraftigt, som den lugter.
Ligesom Svið stammer Hákarl fra dengang, hvor der var begrænset adgang til mad på Island, og rettens popularitet blandt islændinge er med årene dalet kraftigt. Retten nydes ofte sammen med et glas brennivín, der, som navnet antyder, er en islandsk brændevin.
Hangikjöt
Hangikjöt består af røget lamme- eller fårekød som typisk koges, skæres i skiver og serveres enten varmt eller koldt. Hangikjöt betyder hængt kød, hvilket refererer til måden, som kødet hænges op på under rygningsprocessen. Hangikjöt blev oprindeligt røget for at konservere kødet, men røgen bidrager også til rettens meget karakteristiske smag. Udover at være populær under Torrablot spiser mange islændinge også Hangikjöt til jul, hvor retten ofte serveres med bechamél sauce, kartofler og ærter.
Fun fact: Tørrede fåreekskrementer og birketræ er det foretrukne brændsel til at ryge Hangikjöt.
Hangikjöt
Blóðmör
Blóðmör er en islandsk blodpølse, som laves af blod og hakket fedt fra får. Blodet og fedtet blandes sammen med mel og gryn og fyldes i fårets mavesæk, som syes sammen og koges i op til 3 timer. Blóðmör kan tilberedes på flere forskellige måder. Nogle foretrækker kolde skiver på et stykke islandsk rugbrød (rúgbrauð), mens andre smider det på panden eller ovenpå risengrøden.
Her kan du spise traditionel islandsk mad
Det gode ved menuen på denne islandske madfestival er at det hele som regel skyldes ned med Islandsk brændevin, som også er kendt som “Black Death”.
Mange restauranter har en Thorrablot menu i denne periode, så man kan prøve lidt forskelligt traditionel islandsk mad. Restaurant Lækjabrekka, som ligger i midtbyen, er et godt bud.
Også restaurant 3Frakkar, som ikke ligger langt fra Laugarvegur serverer traditional islandsk mad. Ca. 15 minutter fra Reykjavik ligger Hafnarfjordur hvor Fjorukrain ligger. Her serveres ligeledes traditionel islandsk mad hele året.
Kontakt os i dag og få inspiration til din næste rejse til Island.