Søpapegøjer og stejle klipper i nordvest Island

Søpapegøjer og stejle klipper i nordvest Island

Rejseguide til kør-selv ferie i Island, når man ønsker at komme ud, hvor der er meget få andre rejsende. Imponerende vandfald, søpapegøjer og hyggelige fiskerbyer. Læs om de unikke vestfjorde og hvorfor man bør tage turen dertil.

De unikke Vestfjorde er islands naturperle

Min familie og jeg har været flere gange i Island. Denne gang gik turen til Islands Vestfjorde, Islands nordvestligste område, der gemmer på mange naturperler. 

Vi havde hjemmefra udpeget os nogle bestemte steder, vi ville se. Efter at have vendt mulighederne besluttede vi os for at have fast base og køre ud derfra, istedet for at køre og overnatte forskellige steder. Valget faldt på en dejlig hytte i bunden af én af de mange smukke fjorde i området, Önundarfjördur.  

Tiden ville vi ikke spekulere på. Når det er mørkest på dette tidspunkt af året, er det allerhøjest lidt dunkelt hen på den sene aftentid

– Vibeke Mørch-Hansen

Køreturen fra Reykjavik er lang og tager ca. 6 timer. Hertil kommer pauser. Dagen efter så lang en køretur prioriterede vi at se ”hovedstaden” i Vestfjordene Isafjördur. 

Turen fra Önundarfjödur til Isafjördur er via en tunnel igennem et bjerg. Denne tunneltur er en oplevelsestur i sig selv. Da vi endelig kom ud for enden af tunnellen, åbnede der sig en smuk udsigt over Isafjördur. Vi brugte dagen på at gå rundt omkring i byen, som byder på alt lige fra almindeligt villakvarter til gamle huse, butiksliv og et hyggeligt havneområde.

brudeslørsvandfaldet Dynjandi

Så var vi blevet klar til en hel dag på farten med masser af oplevelser. Tiden ville vi ikke spekulere på. Når det er mørkest på dette tidspunkt af året, er det allerhøjest lidt dunkelt hen på den sene aftentid, så vi havde masser af tid. Vi satte kursen sydpå med første stop ved det smukke vandfald Dynjandi, brudeslørsvandfaldet.

Vandfaldet er det største i Islands Vestfjorde. Faldet er ca. 100 m. Bredden oppe er 30 meter, og ved bunden 60 meter. Fra parkeringspladsen op til selve vandfaldet går man forbi 6 mindre vandfald. En smuk gåtur på ca. 10-15 min.

Selve køreturen til vandfaldet bød også på smukke udsigter.

Herfra fortsatte vi turen op over Dynjandisheid, som man kun kan regne med er åben om sommeren. Kommer man på andre tider af året, skal man undersøge vejforholdene på www.road.is, før man begår sig ud. Det er kun grusveje og heder, der forbinder de nordlige fjorde fra Isafjardardjúp ned til de sydlige fjorde ved Breidafjödur. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at køre alle fjordene rundt på asfaltveje. 

De unikke røde sandstrande i islands vestfjorde

Fra Dynjandisheid kørte vi videre ned til den lille by Flókalundur og holdt frokostpause. Herfra kørte vi vestpå med kurs mod Raudursandur, en 10 km lang rød sandstrand. Et helt unikt syn.

Da øjenene var ved at være mætte, og vi trængte til læ for det blæsende sandvirvar søgte vi henimod den lille café, vi alle havde fået øje på, da vi ankom. Det skulle gøre godt med varme vafler, kaffe og varm kakao

– Vibeke Mørch-Hansen

Vi skænkede ikke tidevandet en eneste tanke. Vi strøg direkte fra vores parkerede bil ud i det marslignende landskab. Det var så spektakulært! 

Da øjenene var ved at være mætte, og vi trængte til læ for det blæsende sandvirvar søgte vi henimod den lille café, vi alle havde fået øje på, da vi ankom. Det skulle gøre godt med varme vafler, kaffe og varm kakao. 

Da det blev tid til at komme videre, og vi trådte ud af døren, fik vi os noget af en overraskelse. Den smukke røde strand var væk! Tidevandet havde indtaget stranden! Vi blev hurtig enige om, at vi vist var ankommet på det helt rigtige tidspunkt. 

Søpapegøjer og stejle klipper

Næste og dagens sidste destination var Látrabjarg, Islands vestligste punkt og det største klippeområde ved havet. Klipperne udgør en 14 km lang klippevæg med en højde på op mod 441 meter og er hjemsted for adskillige fuglearter i massevis, heriblandt Lunden, også kaldet søpapegøjen. Vi var heldige at komme tæt på.

Mætte af indtryk drog vi nordpå hjemad til vores hytte. Det blev en lang dag med mange kilometer i bilen, men at køre i landskabet er i sig selv en stor oplevelse, så for os gør det ikke spor. 

Dagens køretur på kort:

solnedgang i vestfjordene i island

Efter sådan en god dag med masser af indtryk skal der en dag med afslapning til. Hen ad aftenen besluttede vi, at det blev aftenen for en tur til Bolafjall ved Bolungarvik for at se solen gå ned. Et af de gode tip vi fik fra Bjarke hos Outside Travel. Vi blev bestemt ikke skuffet. 

Turen op ad Bolafjall var noget træng med mange hårnålesving og meget stejl, men op kom vi i vores lejede 4×4 wd. På toppen af Bolafjall står stadig en gammel amerikansk radarstation, som idag bruges af den islandske kystvagt. Da vi steg ud af bilen mødte der os et blændende smukt syn. 

Til den ene side tronede fjeldene majestætisk i naturreservatet Hornstrandir, og til den anden side bød udsigten på solnedgang i horisonten ud over havet. Det skarpe øje vil se, at vi ikke var de eneste, der ville nyde solnedgangen.

Da solnedgangen havde indfriet vores forventninger til fulde, drog vi hjemad. Ned af den stejle bjergside med masser af hårnålesving i tusmørke. Puha, det var en rar følelse, da vi var nede igen. Men det var en hel speciel oplevelse.

Polarræven ved hornstrandir

En dag skal turen gå til Hornstrandir. Med båd fra Isafjördur. Man kan ikke køre dertil. Der har ikke boet nogen siden 1950’erne. Nu bliver det besøgt af folk der vandrer, men man kan sagtens gå i dage, før man møder nogen. Naturen er uspoleret. Hornbjarg, som  ligger på den nordlige side, er en over 500 m høj klippevæg med et helt unik fugleliv som ved Látrabjarg, vi besøgte tidligere på ugen. Herudover er området også hjemsted for den arktiske ræv. 

Inden vi skulle tilbage til Reykjavik nåede vi da også et smut på ”Arctic Fox Centre” i Súdavik. Et museum med udstoppede ræve og masser af historie og fakta om de smukke dyr. 

Og endeligt ingen sommerferie uden en strandtur! To af os måtte bare prøve at løbe ud i det max. 10 grader varme (kolde) vand. Og det var ikke uden skrig og skrål! Nogen nøjedes med at fotografere.

Bedste fiskerestaurant i vestfjordene

Vores sidste aften i Vestfjordene skulle nydes med et restaurantbesøg i Isafjördur. V havde fået anbefalet Restaurant Tjöruhúsid i Isafjördur. Tjöruhúsid serverer kun fisk. Endda kun fisk der er fanget samme dag, så man kan ikke være sikker på, hvad menuen er. Kun at det er frisk fisk, som serveres som buffet. Og det er ikke uden grund, at stedet er fyldt med mennesker. 

Det var en fantastisk oplevelse. Retterne smagte himmelske godt. Et besøg her må være på ”must do” listen når man besøger Isafjördur. 

På vejen hjem skulle vi jo igennem tunnellen i bjerget som så mange gange kørt i løbet af ugen. Da vi kom ud af tunnellen i vores fjord, Önundarfjödur , blev vi mødt af noget af et syn. Tyk tåge helt nede ved jorden. Vi kom fra helt klart og skyfrit vejr på den anden side af bjerget. Vejrfænomenerne ved fjelde er virkelig fascinerende. Det var dog lidt uhyggeligt at køre igennem.

Som sædvanlig har vi aftalt, at vi må tilbage en anden god gang. En lille uges tid var slet ikke nok!

– Vibeke Mørch-Hansen

Denne rejseguide er skrevet af en af Outside Travels “Ambassadører” Vibeke Mørch-Hansen. Vibeke har rejst flere gange på Island sammen med sin familie. Hun har oplevet rigtig mange forskellige fantastiske steder i Island og glæder sig hver gang til at komme tilbage. Hvis hun kan komme til det, vil hun helst rejse med en rygsæk på ryggen og vandrestøvler på fødderne. 

Outside Travel har forskellige personer til at skrive artikler for os under fællesnævneren “My Iceland”. Artiklerne omhandler forskellige emner relateret til Island. Alle vores Ambassadører har en dyb passion for Island.

Del nu: